Djurs Racefjerkræ Klub

Djurs Racefjerkræ Klub er en forening for opdrættere af Racefjerkræ på Djursland med hjemsted i Norddjurs kommune.
Racefjerkræ omfatter Store høns, Dværghøns, Ænder, Gæs, Kalkuner og Duer samt alle arter af Sirfjerkræ
Klubbens formål er at fremme interessen og glæden for racefjerkræ indenfor klubbens lokalområde.

Hvad er Racefjerkræ                                                        

Mange mener fejlagtigt, at der er tale om noget stort og fornemt, fordi det har noget at gøre med race, – race – der i folks bevidsthed – i almindelighed – står for noget, der er dyrt, og nok ikke er det, vi i daglig tale mener med er for “almindelige mennesker”.
Intet er mere forkert, når der er tale om racefjerkræ – det er nemlig en fritidsbeskæftigelse – en hobby om man vil – der kan dyrkes af enhver, og som kan afpasses enhver pengepung.
Det er en hobby, hvori der findes utallige muligheder, idet der for det første er mange forskellige kategorier at vælge imellem, og indenfor disse forskellige er der igen et utal af forskellige racer og farvevarieteter at vælge imellem.
Racefjerkræ spænder lige fra de allerstørste kalkuner over hønseracer, der kan være til stor udbytte gennem meget rigtlæggende racer, til racer, der har det allerfineste kød, til de allermindste små og sirlige dværgænder.
På vejen gennem denne mængde at muligheder møder vi de elegantesete gæs, smukke og farvestrålende ænder såvel til nytte som pryd, duer i et utal af faconer, farver og størrelse: samt mange farvestrålende fasanarter og påfugle.
På en fjerkræudstilling, der arrangeres overalt i landet af klubber under Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl, på såvel lokal-  eller meget store landsomfattende udstillinger, hvortil der de seneste år har været udstillet ca. 4000 dyr med over 250 racer og farvevarieteter, kan de mange farvestrålende ting ses.
RACEFJERKRÆAVL: er en hobby, som kan dyrkes mere eller mindre entusiastisk, men er man først med i det, bliver man hurtig grebet af denne helt specielle atmosfære, der er omkring opdræt af standardmæssigt korrekt racefjerkræ. Man lærer om avl og arvelighed, ser hvor dygtig man er til at pleje sine dyr, så de bliver så nær det fuldkomne, som man med rimelighed kan forlange det.
Racefjerkræ kan også – og være til lige stor fornøjelse – dyrkes på den måde, at man blot har sit fjerkræ i smukke omgivelser og er glad for bare at gå og pusle om dem, “snakke” med dem, se dem pible frem af ægget og vokse til – glæden ved at kunne eje og skabe disse små dunede væsener er i sig selv:  EN LEVENDE HOBBY.

Djurs Racefjerkræ Klub midt på Djursland !
En klub under Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl