Af hvem og hvor kan fjerkræ holdes ?
Disse spørgsmål er for så vidt lette at besvare, idet de kan holdes af alle og alle steder, hvor der blot er den mindste mulighed for anbringelse af et hus med voliere, som i reglen vil kunne indrettes i selv den allermindste baggård eller have.
Unge som ældre kan finde stor glæde og fornøjelse ved at beskæftige sig med opdræt af dværghøns. Han behøver heller ikke ofre mange penge på dyrt udstyr for at komme i gang. Det er endda tilrådeligt ikke at begynde i den helt store stil. Alt for ofte ser man folk køre fast på halvvejen, fordi de har overvurderet deres egne evner og er startet på et for højt plan.
Længere fremme i dette skrift vil der ved de enkelte afsnit være givet de nødvendige oplysninger samt råd og vink om forskellige problemer ved starten med et fjerkræhold. Følges de blot nogenlunde, vil man absolut nå et resultat, hvad enten man ønsker at holde dværghøns for sin fornøjelses skyldt eller man bliver grebet af sporten og ønsker helt at gå ind for intensiv avl og opdræt med deltagelse i udstillingskonkurrencer med andre dygtige opdrættere.
Ønsker man imidlertid at holde dværghøns, er det vigtigt at skabe ordnede forhold for dyrene at leve under samt sørge for, at de bliver omhyggeligt plejet.
Hvad er racefjerkræavl
Mange mener fejlagtigt, at der er tale om noget stort og fornemt, fordi det har noget at gøre med race, – race – der i folks bevidsthed – i almindelighed – står for noget, der er dyrt, og nok ikke er det, vi i daglig tale mener med er for “almindelige mennesker”.
Intet er mere forkert, når der er tale om racefjerkræ – det er nemlig en fritidsbeskæftigelse – en hobby om man vil – der kan dyrkes af enhver, og som kan afpasses enhver pengepung.
Det er en hobby, hvori der findes utallige muligheder, idet der for det første er mange forskellige kategorier at vælge imellem, og indenfor disse forskellige er der igen et utal af forskellige racer og farvevarieteter at vælge imellem.
Racefjerkræ spænder lige fra de allerstørste kalkuner over hønseracer, der kan være til stor udbytte gennem meget rigtlæggende racer, til racer, der har det allerfineste kød, til de allermindste små og sirlige dværgænder.
På vejen gennem denne mængde at muligheder møder vi de eleganteste gæs, smukke og farvestrålende ænder såvel til nytte som pryd, duer i et utal af faconer, farver og størrelse: samt mange farvestrålende fasanarter og påfugle.
På en fjerkræudstilling, der arrangeres overalt i landet, på såvel lokal- som kreds- eller meget store landsomfattende udstillinger, hvortil der de seneste år har været udstillet ca. 4000 dyr med over 250 racer og farvevarieteter, kan de mange farvestrålende ting ses.
RACEFJERKRÆAVL: er en hobby, som kan dyrkes mere eller mindre entusiastisk, men er man først med i det, bliver man hurtig grebet af denne helt specielle atmosfære, der er omkring opdræt af standardmæssigt korrekt racefjerkræ. Man lærer om avl og arvelighed, ser hvor dygtig man er til at pleje sine dyr, så de bliver så nær det fuldkomne, som man med rimelighed kan forlange det.
Racefjerkræ kan også – og være til lige stor fornøjelse – dyrkes på den måde, at man blot har sit fjerkræ i smukke omgivelser og er glad for bare at gå og pusle om dem, “snakke” med dem, se dem pible frem af ægget og vokse til – glæden ved at kunne eje og skabe disse små dunede væsener er i sig selv:
EN LEVENDE HOBBY.
Hvad er fjerkræudstillinger – og hvad går det ud på ?
I meget gamle dage afholdtes der rundt om i verden hanekampe – en konkurrence, hvor man lod et par haner kæmpe, så blodet flød og den ene
døde eller til sidst var så medtaget, at den måtte aflives. Dette barbari blev heldigvis afskaffet og i stedet begyndte de nu de nu så velkendte fjerkræudstillinger, hvor man konkurrerer om dyrenes – racernes særkender, deres fora (typer) og deres fjerpragt, fjerenes form og rette farvesammensætning.
Der har således også tidligere været udstillingskonkurrencer om dyrenes ydelser (æglægning) og herigennem er denne også udviklet til helt utrolige højder indenfor visse af vore mange hønseracer. Andre er udviklede for at give et godt og rigeligt kødprodukt af fin og forskelligartet beskaffenhed og naturligvis også kvalitet at topklasse.
Gennem dygtigt avlsarbejde er disse ting i dag nået op til helt enestående højder, hvilket man kan forvisse sig om, ved at gå en tur på en af de mange fjerkræudstillinger, der hvert år arrangeres rundt om i landet.
Denne udvikling eksisterer stadig, idet der næsten hvert år føjes ny racer eller farvevarieteter til de bestående, såkaldt standardiserede fjerkræracer.
RACEFJEKRÆ er således at navn, der dækker over alt fjerkræ til udstilling: kalkuner, ænder, gæs, høns, prydhøns, dværghøns, duer og fasaner.
Konkurrencemomentet – som har eksisteret lige så længe som menneskehed har gjort det muligt at frembringe helt enestående eksemplarer, og der for af holdes der årligt masser at udstillinger, hvor avlere og opdrættere mødes med deres bedste dyr i skarp konkurrence og ædel kappestrid om anerkendelse, for også her gælder mottoet – jo større konkurrence des bedre kvalitet – derfor er der også i dag racer og farvevarieteter der er så nært det fuldkomne i form og fjerenes tegning og farvepragt.
For begynderen – hvad der særligt bør iagttages.
Inden man beslutter sig for anskaffelse af et hold fjerkræ, bør man undersøge, om der er særlige servitutter eller restriktioner for det stykke jord, man har tænkt sig at bygge på og altid sørge for så ordnede forhold for alt fjerkræhold, at man ikke generer naboer eller genboer.
Vil man bygge stort og dermed dyrt, bør man henvende sig til den stedlige bygningsmyndighed og forhøre sig om de lokale betingelser for byggeri som er forskellige fra by til by. I reglen er det forstående mennesker, der er parate og behjælpelig med de ønskede oplysninger og anvisninger, Det vil være ærgerligt at ofre mange penge og megen tid på et godt og smukt fjerkræhus, for dagen efter indvielsen at få besked fra myndighederne om, at huset ligger forkert på grunden, er for tæt på naboskel eller er bygget for stort i forhold til grundstykkets areal. og at man derfor må nedrive huset.
Hus og voliere
Mange tror også her – men fejlagtigt, at der skal bygges stort, og flot og dyrt, når der er tale om noget så “fint” som racefjerkræ.
Dette er helt forkert, idet man kan indrette alt hus eller huse – på mange både billige og gode samt morsomme måder, og indrette det helt i sin egen personlige stil og således, at det passer smukt ind i helhedsbilledet i villahaven eller hvor det nu er, at man ønsker at indrette sig med hønsehuset.
Mange bygger det således i forbindelse med garage og hobbyrum eller andet udhus, så man har det nemt ved indretningen af kyllingemoder og evt. rugemaskine og ligeledes dersom man ønsker lys i hønsehuset i de mørkeste vintermåneder, absolut ingen betingelse, men et gode dersom mulighederne er der.
Man kan også indrette sine huse i stil og mønster efter den race man, vælger, f.eks. et bondehus med bindingsværk og “stråtag” til et hold Danske Landhøns, der fås i såvel stor udgave, som i dværge og som er smukke af farve, livlige og produktive. Eller man kan indrette husene efter østerlandsk mønster i kinesisk eller japansk stil til et hold af de små Japanske dværge (Chabos) eller Silkehøns eller den kinesiske Kochin, der er en virkelig fjerbold.
Endelig er der muligheder i stor stil for at kombinere og f.eks. indrette en lille dam med åkander o.l. og heri anbringe et hold små farvestrålende ænder og i baggrunden en voliere med pragtfulde fasaner.
Der er således masser af muligheder og naturligvis bør det hele indrettes i smukke beplantede omgivelser. Høns af enhver art ønsker også hygge i form at træer der giver læ og skygge, men samtidig skaber den nødvendige fugtighed for dyrenes velbefindende.
Huset kan indrettes på utallige måder og bygges at mange forskellige materialer.
De fleste bygger huset at træ, men glatte eternitplader er gode og trækfri og kræver ikke større vedligeholdelse. Man kan også indrette et rum i udhuset eller garagen, hvor der så blot laves en lem som udgang til voliere eller løbegård.
Huset bør altid bygges efter den, eller de racer man har valgt at opdrætte. Små huse til små høns og større huse til store høns, men også har er der forskel fra race til race, om dette forhold kan man læse i Skandinavisk Fjerkræstandard, der kan lånes på biblioteket eller købes igennem Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl. Heri er alle racer og varieteter omtalt af: Høns, dværghøns, ænder, gæs og kalkuner. Med hensyn til fasaner kan man orienterer sig i standard for fasaner som også er udgivet at Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl.
Huset bør først og fremmest være tæt og lunt, altså velisoleret, men absolut også med god ventilation.
Der skal også være at gødningsbræt, og siddepinde til hønsene at sove på (det er hønsenes senge). Som gødningsbræt kan man benytte en l0 mm glat eternitplade, som er nem at rengøre. Dette gødningsbræt må ikke anbringes for højt, da dyrene kan komme til skade ved at skulle højt til vejrs for at komme til ro. Selve siddepinden kan laves som en skammel, hvor midterpinden har følgende dimension 3 x 3 cm. (kan benyttes til Wyandotter eller dyr at samme størrelse). Desto større dyrene er jo større skal siddepinden være , til de helt store racer bør man nok have en dimension på 5 x 5 ca. Under skamlen monterer man i hvert hjørne en skrue (skrues så meget i at der mangler ca. 1 cm.), således at disse 4 skruer fungerer som tæer således der ikke bliver en flade mod, gødningsbrædtet der kan danne rede for lus og mider. Der bør også være en redekasse med blødt redemateriale (hø), da dyrene som regel skraber dette på gulvet kan man også nøjes med kun at have sand i bunden at reden. Redekassen kan man med fordel placere umiddelbart under gødningsbrædtet.
Et vindue i huset gør rummet lyst og venligt og bør kunne åbnes for udluftning.
Der bør endvidere være hensigtsmæssige trug til vand og foder. På gulvet et godt lag sand eller grus evt. om vinteren strøelse (avner eller høvlspåner eller lignende). Gødningsbrættet skrabes rent hver dag og der drysses ganske lidt sand. I de allerkoldeste vintermåneder holdes hønsene inde.
Voliere kaldes også at mange løbegård, disse kan være overdækket helt eller delvis med plastplader for at beskytte mod regn og holde lidt af løbegården tør. I voliere eller løbegårde er det bedste materiale skarpt fint sand. Er der mulighed kan man afskærme et hjørne hvori der sås græs som man nu og da giver dyrene adgang til at nippe af.
For at undgå at man får “ubudne” gæster ind i sine volierer bør man rundt om disse nedgrave en hård plade (bedst er glat eternit) således at disse ikke kan komme ind til fjerkræet an komme ind til fjerkræet.
Start af et hønsehold
Hvor stort et hønsehold man vil starte med, afhænger naturligvis af, hvor mange penge man vil investere i det. Har man imidlertid besluttet, at man for alvor ønsker at komme i gang med fjerkræhobbyen, bør man nok betænke, at det billigste i starten meget nemt kan bliver det dyreste i den sidste ende.
Det er derfor at anbefale, at man henvender sig til den nærmeste fjerkæklub ( se i den lokale telefonbog eller vejviser under hobbyforeninger eller f.eks. www.eniro.dk ), der har høns, ænder, gæs, duer, fasaner eller lignende som speciale. I disse klubber kan man få de råd og den vejledning, man i starten har brug for, og der anvises gerne adresser på habile opdrættere, til hvem man kan henvende sig for køb at avlsmateriale, enten man så vælger at købe en stamme fuldt udviklede dyr, hvad der må anses for at være det mest hensigtsmæssige, eller man vælger at begynde med indkøb at rugeæg som man selv lader udruge. Dette sidste er så ubetinget det billigste, men kræver også, at man har noget kendskab til behandling af såvel rugehøne som kendskab til pleje og opdræt af kyllinger. Begge dele vil vi se på senere.
Fælles for såvel begynder som for viderekommende er imidlertid, at uden stor omhu og nøje kontrol med tillæg (sammenparring for fremavl) og kontrol med afkommet efter de enkelte avlstammer vil man aldrig opnå andet end et middelmådigt resultat, hvad der i det lange løb ikke er tilfredsstillende for den enkelte.
Start med avlsdyr
Man gør klogt i at anskaffe sig fuldt udviklede dyr, en stamme på 1,3 eller 1,4 (således benævnt i fagsproget, idet tallene foran komma altid angiver handyr, medens tallene efter angiver hundyr), altså en hane og tre eller fire høner vil være til at overse rent pengemæssigt, og mere skal man heller ikke begynde med, da man ellers let risikerer at få flere dyr med større eller mindre fejl ind i sin først avlsstamme.
Årstiden for køb af avlsdyr er underordnet, men det vil dog være tilrådeligt, om man benytter sommeren til planlægning og bygning af hus og anlæg og dernæst om efteråret besøger forskellige udstillinger, hvor der altid er et bredt udsnit af de forskellige arter.
Venter man imidlertid med køb af avlsdyr til om foråret, der ifølge sagens natur er den bedste og mest naturlige tid for en god start, viser det sig ofte vanskeligt at skaffe de gode avlsstammer, idet opdrætterne kun sjældent har ladet overvintre mere materiale, end de selv mener at have brug for i deres egne avlsstammer.
I maj og juni er der som regel atter mulighed for køb af gode avlsdyr idet mange opdrættere efter endt avlssæson udsætter en del gode avlsdyr, som de har anvendt i egen avl. Sådanne dyr er naturligvis ikke det dårligste materiale at få fat på. Der er imidlertid den ulempe ved det, at man på denne tid af året ikke bare kan begynde at samle rugeæg og tillægge kyllinger på da disse i bedste fald først bliver udrugede sidst i juli eller først i august, og sådanne kyllinger når ikke at blive rigtigt udviklede til de kommende udstillinger og som det vigtigst er at de faktisk ikke når den rette udvikling til den kommende avlssæson.
Desuden er det ikke klogt at tage æg til rugning fra ikke fuldt udviklede dyr, risikerer man, at der er for mange skjulte skavanker ved avlsmaterialet.
Altså er det tilrådeligt at se sig om efter anvendeligt materiale på efterårets udstillinger, november – januar, for så er man klar i god tid til forårets tillæg.
Start med rugeæg
Vælger man i stedet at starte med rugeæg gør man klogt i at undersøge om det nu også er en god og sund besætning, man køber æggene fra. Det skal dog bemærkes, at den mindste fejl eller uheld ved udrugningen, hvad der meget nemt kan ske for begynderen, medfører, at der intet resultat kommer ud af anstrengelserne, og pengene der er ofret på rugeæg og evt. rugehøne er dermed tabt. Æggene kan også være ubefrugtede, kimet så svagt, at det dør i ægget, inden udrugningen er tilendebragt, eller, hvad der sker meget ofte, at æggene har taget skade under transporten.. Der kan også være andre årsager til, at man er uheldig med udrugningen, og nye forsøg giver måske ikke stort bedre resultater, hvad de naturligvis er nedslående og let tager modet fra selv de mest energiske
Ved køb at rugeæg har man naturligvis den fordel, at man allerede den første sæson har muligheder for at kunne udvælge dyr til udstilling og dyr til flere stammer beregnet for videre fremavl.
Sæson for køb af rugeæg er marts, april og maj; tidligere skal man ikke begynde, da æggene i de meget kolde forårsmåneder meget ofte er for dårligt befrugtede, og man kan af samme grund have visse vanskeligheder med at beskytte de sarte kyllinger.
Rugning af æg
Rugning at hønseæg (herunder fasanæg) og andeæg kan enten foregå ved hjælp af en rugehøne eller ved benyttelse at rugemaskine. Begge metoder har sine fordele og ulemper, men fælles for de to metoder er, at der kræves forsigtighed og frem for alt omhyggelighed og præcision
At benytte rugehøne er i sig selv den enkleste, sikreste og bedste metode. Det kræver desuden mindre arbejde, da hønen klarer alle daglige problemer selv, da hun blot får den faglige fodring og frisk vand.
Man anskaffer det som der i populær tale kaldes en skruk, og man bygger en rede til den. Reden anbringes helst lige på jorden i fjerkræhuset, men absolut et sted, hvor der ikke er træk. Der drysses noget melkalk blandet med svovlblomme i bunden, hvorefter der anbringes et tyndt lag blødt hø eller halm, der formes i en god og ikke ror dyb rede. Er reden for dyb, ruller æggene over hinanden, og hønen kan ikke varme alle æggene tilstrækkeligt, evt. knuses de ved at de gnides mod hinanden. Ved at gøre reden flad kan hønen meget lettere samle æggene ind under sig og har lettere ved at vende dem, hvad den automatisk gør hver 4 – 6. time hele døgnet. En god ruger overholder ret nøje tidspunkterne for vending af sine æg den ruller dem en kvart til en halv omdrejning hver og skubber de forreste æg bagud. Dette er helt efter naturens orden, og derved ruges alle æg ens, så kyllingerne udvikles ens og i samme tempo, og de kommer ud at æggene på nogenlunde samme tid.
Rugehønen anbringes det første døgn på et par glasæg eller prøveæg, inden de egentlige rugeæg lægges under. Dette gøres for at sikre sig, at hun virkelig er klar til at ruge og vil affinde sig med de nye og uvante omgivelser.
Inden hønen nu for alvor sættes på æggene, pudres hun godt mod lus og andet utøj, navnlig i det meget dunede bagparti, under vinger og lårknogle. Dette gøres for at hindre, at hønen ruger uroligt på grund af utøj og for at forhindre f.eks. lus i at komme til at genere de små nyudrugede kyllinger.
Ligger hønen efter et døgn upåklageligt og har prøveæggene en god temperatur (føles godt varme i hånden), skiftes de ud med de egentlige rugeæg, der lægges under lidt efter lidt, så hønen selv får lov til at ordne æggene under sig. Der regnes i almindelighed med 10 æg under en høne af svær race (Wyandot eller lignende dværghøne). Det er i øvrigt fornuftigt at vælge en høne af svær race, da disse gennemgående har et mere roligt temperament, og som regel er bedre til at ruge og som kyllingefører, end en høne at de lette racer. (f.eks. Bantam).
Ikke så få fjerkræavlere opdrætter krydsningsdværghøns udelukkende med det formål at udruge kyllinger og mange anvender krydsninger mellem Silkehøns og dværg Kochin til at udruge agerhøne og fasaner. Disse krydsninger har nemlig vist sig at være en meget omhyggelig kyllingefører og en god beskytter af de små ret sarte kyllinger, fordi de er forsynet med rigelige bløde dun.
Store høns kan også anvendes til udrugning af dværgkyllinger og disse kan i reglen tage op til 18 – 20 rugeæg (flere æg skal man ikke lægge, under en høne, da det vil gå ud over rugeresultatet). Vælger man en stor høne, bør man dog ikke lade denne gå sammen med kyllingerne, da det støre dyr ofte er for kluntet og let kommer til at gøre de små dværgkyllinger fortræd her bør man, så snart udrugningen er tilendebragt, sætte kyllingerne i en kunstig kyllingemoder.
Rugehønen bør ligge i enerum, så hun har fred og ro og ikke bliver forstyrret, og man gør klogt i at afskærme mod for stærkt lys. Ud over vand og korn (byg, majs og hvede) bør hønen ikke have anden føde i rugetiden (ved høns ca. 21 dage, ved fasaner og ænder og gæs er der en anden rugetid alt efter race, her bør man se i faglitteraturen).
Ofte er det sådan at man ikke kan holde fingrene væk de sidste dage før kyllingerne kommer ud at æggene, fordi det er så spændende at høre kyllingerne, pippe i ægget og se skallen sprække, man risikerer at gøre kyllingerne fortræd; de kan på forskellig måde blive deforme og i værste fald dø.
Rugemaskinen er de senere år blevet mere og mere anvendt til udrugning af æg, hvorfor der da også bliver fremstillet flere og flere maskiner beregnet for udrugning af hønseæg, andeæg og fasanæg.
Der er mange fingernemme dværghønsefolk, der selv bygger deres rugemasiskine eller eventuelt køber en maskine af ældre model og bygger den om og forbedrer den. Andre køber en petroleumsruger (fladruger) af ældre model. I denne fladruger sker opvarmningen ved hjælp af en petroleumslampe (dette har den fordel at man er uafhængig af strøm). Disse gammeldage rugemaskiner har vist sig at være særdeles velegnede til udrugning af dværghønseæg og er forholdsvis lette at betjene og billige i anskaffelse og drift. Hvad enten man vælger den ene eller anden rugemaskine, gælder det , at man nøje må følge den brugsanvisning, der følger med hver maskine.
Udrugning i maskine er ret individuel. Der er faktisk ikke to maskiner, der ruger ens; der kan ligeledes være forskel på rugeteknik. Luft og fugtighed svinger kolossalt og spiller en afgørende rolle for rugeresultatet. Der er således store svingninger i temperaturen mellem et fugtigt og til tider koldt udhus og et godt opvarmet kælderrum.
Har man på en eller anden måde anskaffet sig en rugemaskine, bør man altid, inden den egentlige rugning påbegyndes, afprøves maskinen. (om dette kan man se i faglitteraturen).
Med hensyn til rugeæg, udrugning med skruk og rugning med maskine, bør man inden man begynder på dette ty til de bøger som er skrevet om fjerkræ.
Kyllingerne
Når kyllingerne kommer bør man være omhyggelig med dem. Den plads hvor man vil have sine kyllinger bør være rent og trækfrit. På gulvet skal der være et godt lag skarpt tørt sand og rummet bør have en temperatur på ca. 15 – 18 *C og der skal være en god frisk luft der ikke må blive for tør.
Benyttes hønen, der har udruget kyllingerne som kyllingefører er der som regel ingen problemer, idet hun gerne er omhyggelig med sine kyllinger lærer dem hurtigt at spise og drikke samt varmer dem når de har behov derfor, ikke mindst i starten er dette meget vigtigt.
Er der udruget kunstigt hvilket vil sige i rugemaskine – må der en varmekasse til, en såkaldt “kyllingemoder” der kan bestå af en god kasse hvorover der anbringes en varmepære (elsteinpære eller kultrådspære) i en passende højde så varmen spredes ud over hele kassen så der er en temperatur på 32 – 35 *C.
I kassen anbringes der kun sand i et godt lag. Lige udenfor varmekassen anbringes fodertrug og vandtrug så kyllingerne skal ud af kassen for at spise.
Man lærer i starten sine kyllinger at spise ved med en finger at kradse let i sandet og fodertruget, og det er morsomt at iagttage så hurtigt de lærer det. I øvrigt kan man også få råd og vejledninger hos andre opdrættere.
Dyrenes pleje og pasning
Vælger man dyr som hobby, må man gøre sig klart, at man får at gøre med levende væsener og i dette tilfælde med dyr, der ikke selv kan hente den føde, de har brug for og som de har krav på at få, og derfor bor dette naturligvis tages meget nøje med i overvejelsen, selvom fjerkræ ikke stiller de helt store krav, blot de får deres daglige pleje.
Dyrene kan heller ikke selv gøre rent i deres bolig, som vi stiller til deres rådighed, og derfor er det også helt nødvendigt, at disse ting er i orden:
Alle kan passe høns, men naturligvis kræver det en vis omtanke og ikke blot fodre kritikløst. Dette er både for dyrt og uhensigtsmæssigt overfor dyrene, der skal have et godt vitaminrigt og alsidigt foder, foder der kan købes færdigblandet til alle stadier af opdrætningen. Til de voksne dyr køber man et standardfoder der hedder æglægningsfoder, samt kornfoder; majs, hvede, byg og havre. Herudover kan man give forskellige rester fra middagen, kartofler, brød m.v. men man bør da passe på med kornfoderet, da hønerne let bliver for fede og dermed give mindre – eller slet ingen æg.
Ungdyrene – kyllingerne der kan undvære varme og er fjersatte – fodrer man med voksefoder og går gradvis over til æglægningsfoder ved at iblande dette. Som kornfoder gives knækfoder, der er knuste kornsorter. De helt små kyllinger – de daggamle – fodres med et kyllingefoder der i reglen kaldes “startfoder”.
En hovedregel er altid frisk vand, hvad der er lige så vigtigt som foder. Stil aldrig vandtrugene lige i solen og sørg for i vintermånederne for at vandet ikke fryser, evt. kan vandbeholderen anbringes på et egnet varmelegeme.
Grøntfoder har såvel kyllingerne som høns godt af, men det bør snittes fint og altid gives friskplukket . Grøntfoder gives flere gange dagligt, men ikke mere end der spises op, det bør ikke ligge og visne i huset eller i volieren.
Grøntfoderet er i sig selv vitaminer, men der kan i vintermånederne med fordel gives levertran, kalk og lidt jernvitriol i drikkevandet. En hovedregel er at hønsene også kan blive trætte at for ensartet kost dag ud og dag ind.
Rådet er derfor, foder med omtanke og få oplysning, der hvor man eventuelt køber dyrene, den dag man sætter sig for at starte med et fjerkræhold – stort eller lille. En ting er, også helt sikkert – der må aldrig mangle rent drikkevand i rene trug. Om alt dette kan du læse om i medlemsbladet “Racefjerkræ”
Man opdager hurtigt om dyrene holdes i den rette form, gennem æglægning og den “summen” der er i et hønsehus når dyrene befinder sig vel. Står de stille i en krog eller sidder dagen lang på pinden i huset og der ikke kommer æg over længere perioder, er der noget i vejen.
Det kan være utøj i huset og der må gøres noget. Der kan være orm og meget mere.
Utøj
Fjerkræets fjende nr.1 er utøj, dette småskab, der trænger sig ind og på alle vegne. Ofte er det næsten umuligt – trods stor properhed – helt at undgå eller udrydde “skabet” og én ting er sikker , at man ikke én gang for alle kan gøre huset grundigt rent, desinficere, sprøjte med forskellige giftstoffer og så tro at krybet er udryddet i al fremtid.
Så let går det desværre ikke; man må til stadighed være på vagt og holde et vågent øje med såvel husene som sine dyr. Her skal kort omtales tre af de almindeligste snyltere som enhver fjerkræholder før eller anden må kæmpe imod, og ikke mindet på den årstid, hvor der er lummervarme og fugtigt vejr.
Lus
Den almindelige fjerkrælus lever udelukkende på dyrene og gemmer sig navnlig omkring det dunede bagparti og i særlig grad lige omkring kloakåbningen, men også i lårkrogene og under vingerne gemmer de sig ofte og lægger deres æg
Man konstaterer den bedst ved at holde et vågent øje med dyrenes opførsel og velbefindende, og man er ikke så sjældent en flok kyllinger eller høns stå og se dvaske, søvnige og energiløse ud, er uinteresseret i alt og alle, er uden lyst til at søge føde, skrabe eller på anden måde søge at være i bevægelse. Dyrene står og piller sig ustandselig de virker magtesløse, og vil man holde dem under observation i en længere periode, vil man opdage, at de taber i vægt, kammen og ansigtsfarven afbleges og ligesom visner, og i det hele taget er dyrene ude af kondition.
Tager man dyret i hånden og undersøger det nærmere de ovennævnte steder, vil man hurtigt opdage at der er lus, ganske almindelige hønselus.
Det der så må til for at bekæmpe disse er en grundig rengøring, og såvel reder, gødningsbrædder som siddepinde må afvaskes i sæbevand med nogen lysolopløsning og soda. Vægge og løft må ligeledes grundigt rengøres og sprøjtes i alle revner og sprækker med en stærk sodalud tilsat lysol.
Også hønsene må have en grundig omgang, og man tager et godt lusepulver (kan købes hos den lokale materialist eller dyrehandler) og drysser godt ind i de dunede dele, under vinger og i lårkrogene, og man må blive ved hver dag, til man er sikker på, at der ikke er flere lus eller luseæg.
Luseæggene sidder ofte fast ved fjerroden på selve fjerribben og lidt ind i hullet i selve huden. – Det kan være så slemt, at der ligefrem sidder hele “kager” af luseæg op langs med fjerribben. Har man mulighed for det og kan overkomme arbejdet, er det tilrådeligt i så svære tilfælde at gennemvaske dyrene i stærkt soda eller sæbevand og efter endt tørring da pudre, til alt er fjernet. Sprit er også ret hurtigvirkende over for luseæg.
Man kan også forebygge mod lus, så de ikke får lov til at brede sig og derved blive vanskeligere at udrydde. Dette kan man gøre ved at give hønsene mulighed for et godt tørt støvbad. Dette laves f.eks. som en “børnesandkasse” i et hjørne af huset eller i læskærmen i et at de tørre hjørner i volieren. I sandkassen lægger man tørt, fint skarpt sand iblandet helt fine strandskaller noget melkalk og svovlblomme så lidt lusepulver, man kan også iblande helt fine strandskaller. Dette støvbad bør nu og da suppleres op, og fornyes helt mindst én gang årligt.
Er dyrene ellers sunds og raske og dermed i fineste kondition sundhedsmæssigt gennem fornuftig pleje under opvækst vil de i de allerfleste tilfælde stort set kunne holde sig rene og fri for utøj som f.eks. lus og lopper.
Blodmide
Denne er ligeledes en noget stor fjerkræfjende, som længe kan snyde en på en flygtig gennemgang i hønsehuset og at sine dyr, idet den kun kommer frem om natten, hvor den så fra sit skjul kravler op på dyrene, suger sig fast til dyrets hud og derfra suger sig til og dermed saft og kraft fra dyrene. Dens navn er i daglig tale blodmide, rød blodmide.
De opholder sig altid om dagen på mørke, utilgængelige steder, f.eks. i revner og sprækker ved siddestænger, under gødningsbrædder og i rederne som regel i nærheden af hønsene. En hovedregel er også at man har så få revner og sprækker som muligt i huset, nu hvor man kan få så mange hårde plader (masonit) skulle det være let at opnå da disse kan fås i målene 122 x 244 cm.
Man opdager dem ret hurtigt i den varme tid, hvis man vil gå en tur i hønsehuset og undersøge de omtalte steder, løft siddestænger og gødnings brædder og se efter i alle kroge. Det er ikke så sjældent, at man vil opdage “hele” kager at mider, som ligger sammenklumpet de nævnte steder ved en nærmere undersøgelse vil man opdage, at disse kager er millioner af må røde blodmider
Disse blodmider opererer altså som nævnt ved at suge sig til huden på dyrene og suger blodet ud af dyrene om natten. De kan fuldstændig udmarve en mindre hønsebestand. Hønsene bliver også blege i ansigt og kam, og mister lysten til at være i vigør.
Blodmiderne kan bekæmpes på forskellig måde, f.eks. ved at sprøjte petroleum i revner og sprækker der kan “kalkes” med lysolopløsning (hvis det stadig findes) og smøres med karbolineum som ikke må sælges til private, ligesom der i handlen fås forskelligt pulver til at “puste” eller drysse i revner og sprækker. Der findes også nogle “gasbomber”, der kan,” afbrændes i huset, hvorved også de mider, der evt. befinder sig på hønsene, bliver dræbt.
I det store hele gælder den regel, at dersom man har konstateret (det kan let ske i helt nyopførte huse) blodmider, må man at al magt og med alle midler søge, at få “skabet” udryddet og stadig være på vagt, selv om man mener, der er ryddet ud.
Kalkbensmide
Den såkaldte kalkbensmide lever udelukkende på selve hønsene, løfter løbenes skæl og opererer her inde i selve huden. Midens størrelse er ca. 0,4 mm så det er umuligt at se dem. Midens perationer i benet danner kalklignende skel eller brusk, der for det første er meget generende for dyret, ser grimt ud og må absolut ikke forefindes hos en fjerkræopdrætter.
Miden benævnes ofte som fnatmide idet kalkben også bliver kaldt for fodfnat. Denne mide kan også i visse særlige tilfælde operere i ansigtet på dyrene, navnlig omkring næbroden ind over øjnene og kamroden og her sætter det sig ligeledes som noget kalkagtigt brusk eller skurv.
Dette kan bekæmpes, men må gøres på selve dyret og er dette ikke for slemt angrebet, kan det ordnes ved at “vaske” løbene i petroleum, ligesom der ved lettere angreb kan påsmøres noget kreolin-vaseline; dette vil altid være at anbefale, hvor der er tale om angreb af de mere sarte ansigtsdele,
Er der derimod tale om svære angreb, så der ligefrem er tale om, at der er dannet “kager” eller skorper af “kalklag” må der en skrappere kur til. Det kan kurerers på følgende måde: Lav en tyk salve af almindelig brun sæbe ( blød sæbe ) svovlblomme og krealin-vaseline. Det hele røres sammen i en krukke til en god, fast masse, der let lader sig påsmøre løbene. Hav det altid stående i en dåse eller krukke klar til brug, når man opdager, “den er gal”. Massen påsmøres de angrebne løb, og den skal blive siddende mindst to døgn. Derpå afvaskes i stærkt sodalud, løbene tørres og indgnides atter på samme måde som før. Denne proces gentages med et par dages mellemrum, til skorperne er væk og nye skel kan begynde at danne sig, altså må alle mider være dræbt. Angrebne løb kan ved den rette behandling blive som nye, rene og glatte. Er der tale om særlig slemme angrebne løb, hvor skorperne ligefrem løsner den sarte bud under processen, må der udvises nogen forsigtighed ved f.eks. at vente et par dage med afvaskning og i stedet for “svovlmassen” da at anvende almindeligt lægende vaseline, evt. med lidt jod.
Selv i de mest pinligt-rene stalde kan der forefindes kalkbensmider, og der er intet andet probat forebyggende middel end til stadighed at holde et vågent øje med hvor enkelt dyr i sin besætning.
Fjerkræsygdomme
Der er et godt, gammelt ord, som siger: DET ER BEDRE AT FOREBYGGE END AT HELBREDE,
Også hvor det drejer sig om sygdomme, skab og utøj i fjerkræbestanden er dette værd at efter love. Der findes i dag et utal af fjerkræsygdom og det vil derfor være uoverkommeligt at nævne dirre, i dette skrift vil kun blive nævnt de almindeligste som enhver opdrætter kan komme ud for. Er der tale om alvorlige angreb, evt. med dødelig udgang, i større mængder, bør man omgående kontakte den lokale dyrlæge for at han kan stille en diagnose.
Det vil i reglen ikke kunne betale sig at begynde på nogen større helbredelse at syge og stærkt angrebne dyr, da disse alligevel aldrig vil blive helbredte eller avlsdygtige. Visse sygdomme kan også være arvelige, dette gælder bl.a. hønselammelsen.
Har man en anelse om, at et eller flere dyr er angrebet af en sygdom, uanset art, bør de omgående isoleres fra de øvrige, så eventuel smitte undgås, og da langt den største smittefare fremkommer gennem gødning samt omkring snavsede æde- og drikketrug, må der altid være pinligt rent og absolut tørt i hønsehuset, og der må altid være et godt lag strøelse, ligesom det er vigtigt jævnligt at afvaske æde- og drikketrug.
Coccidiose
Coccidiose forårsages af encellede parasitter – coccidier – som en vis tid lever i tarmslimhindens celler. Når coccidierne her har udviklet sig til såkaldte oocyster, udskilles disse i store mængder med afføringen. I det fri skal oocysterne undergå en vis modningsproces, der i gunstige fald (fugtighed og varme) allerede kan sko i løbet at en dag eller to, for de er infektionsdygtige.
Det er især hønsefuglene der bliver angrebet af denne sygdom. Hos duer er den relativt sjælden smitten sker i reglen ved optagelse af foder og drikke, der er forurenet med gødning fra syge dyr, som tilsyneladende har overstået sygdommen, men som i lang tid bliver ved med at udskille oocyster. I fri luft er de “modnede” oocyster levedygtige i mange måneder, hvorfor man ikke kan se bort fra muligheden at spredning gennem personer, der ikke udviser tilstrækkelig renlighed med redskaber eller sig selv (fodtøj og tøj).
Sygdommen er altid værst ved ungdyrene, der ikke sjældent dør pludseligt, eventuelt under kramper. Høns hans og fasaner, ænder og gæs viser det sig ved at dyrenes vinger bliver slæbende, nakkefjerene rejser sig og dyrene hænger med tillukkede øjne, samt at afføringen bliver tynd og hvid. Det er en tarmsygdom og er en at de mest almindelige kyllingesygdomme. Den angriber oftest kyllingerne i alderen fra 2 uger til 2 måneder.
Hos duer ses der ved sygdommen mathed og diarre, og under tiltagende afmagring går de til grunde. Høns og kyllinger kan angribes at i alt 8 forskellig arter af coccidioce, der alle opstår gennem smitte fra syge dyrs gødning. Fugt og varme fremmer som tidligere nævnt spredning af sygdommen.
De angrebne dyr kan eventuelt helbredes, men sjældent uden mén af en eller anden art. Imidlertid skal kuren gennemføres på et tidligt stadium af sygdommen. Lidelsen bekæmpes først og fremmest ved renlighed, afføring fjernes flere gange dagligt. Opsamle gødningen hvis det kan lade sig gøre, evt. ved hestespåner på sandet og ud i det fri når de har rettet sig. Æde- og drikketrug rengøres hyppigt og bunden hvorpå dyrene befinder sig skal holdes så tør som muligt.
De syge dyr kan behandles med forskellige sulfapræparater (aulfathlazol, sulfamethazin, sulfabenzpyrazin), fælles for dem alle er at man skal have en recept hos sin dyrlæge.
En gamle kur, som består af en god snaps saltsyre i 10 liter vand, rører kyllingefoderet op i kærnemælk, ikke mere end de æder op så fodre flere gange om dagen.Blødfoderet må blive surt, bland lidt hvidløgspulver i. Giv dem klippet purløg og sørg for der er godt med frisk luft i husene.
Foderstoftfirmaerne iblander også forskellige mediciner i deres foder, som forebygger mod sygdommen, selv om man benytter foderstoffer med mediciner i skal man ikke af den grund tro, at man ikke kan få sygdomme i sin besætning – det kan ske for alle.
Indvoldsorm
Der findes flere forskellige arter af indvoldsorm, f.eks. forekommer spoleorm ikke så sjældent hos fjerkræ. De i tarmkanalen forekommende snyltere betegnes som indvoldsorm. Der findes en mængde forskellige arter, her skal dog kun omtales hovedformerne, nemlig spoleorm, bændel orm og hårorm.
Spoleormene er trinde , gulhvide, tenformede og fra få cm. op til 12 cm lange, alt efter art og vært bændelormene er fra få mm. og op til 25mm. lange. Hårormene minder i form om spoleormene, men er så små og tynde, at de næppe bemærkes med det blotte øje. Deres opdagelse vanskeliggøre yderligere ved, at de sidder indboret i tarmkanalens slimhinde og til dels er dækket af slim. Indvoldsormene hos fjerkræ ænder, gæs duer og fasaner kan være meget generende for dyrene og kan volde store tab for opdrætteren.
De kønsmodne snyltere afgiver store mængder æg, som udskilles med afføringen. Disse æg kan imidlertid kun ses i et mikroskop, så det er kun i de tilfælde hvor der afgår voksne snyltere (spoleorm og bændelormeled), at opdrætteren bliver opmærksom på lidelsen.
Indvoldeormene kan, når de er til stede i tilstrækkeligt antal, fremkalde utrivelighed og afmagring trods god appetit, blegsot og mere eller mindre voldsom diarre i sjældne tilfælde kan ses nervøse forstyrrelser i form at kramper.
Har man konstateret indvoldsorm hos sine dyr gælder det først og fremmest om at forhindre en videre spredning ved omhyggelig renlighed. Afføring fjernes så tit som det overhovedet er muligt, og voliere og hus holdes så tør som muligt.
Den nemmeste metode til bekæmpelse af orm er at give dyrene lidt peperazin (fås på apoteket) i drikkevandet. Den lokale dyrlæge kan sikkert ordinere et andet middel som også kan hjælpe på ormene.
Som sagt findes der mange forskellige fjerkræsygdomme og kun de vigtigste er nævnt ovenfor, men i alle tilfælde gælder det, at det er lettest at forebygge end at helbrede. Hvis man er så uheldig at få sygdom i sin besætning bør læses skal) man, hurtigst mulig søge kontakt til en dyrlæge som hurtig kan forklare dig hvad dyret fejler og hvilken medicin der skal til for at helbrede dyrene.
Fjerkrækolonier
I de større byer i Danmark her man med de kommunale myndigheders tilladelse oprettet fjerkrækolonier.
Disse fjerkrækolonier er blevet oprettet, fordi mange byboere gerne vil have et sted hvor de kan holde fjerkræ og samtidig have et sted hvor de – kan slappe af. Disse fjerkrækolonier er opbygget forskelligt fra by til by, i nogle er der 20 parceller og i andre er der 50 parceller.
I disse fjerkrækolonier kan man så holde høns, dværghøns, fasaner, ænder, gæs kalkuner, duer, stuefugle og lignende. Den årlige lejeafgift for de enkelte parceller er afhængig af de udgifter den pågældende forening har i forbindelse med kolonier drift (vand, lys, renovation mm.)
En betingelse for at man kan få en plads i en sådan koloni er at man er medlem af den pågældende klub.