Fjerpilning er et gammelt problem i hønseholdet. Da forfatteren H.C. Andersen i 1847 skrev sit eventyr “En fjer kan nok blive til fem høns”, har han måske været inspireret af fjerpilningsproblemer hos høns. Fjerpilning er en adfærd, hvor et individ hakker, bider og flår i andre høners fjer, således at fjerdragten gradvist bliver skadet. De enkelte fjer bliver ødelagt eller simpelthen rykket af. De høner, det går ud over, kan efterhånden blive næsten helt nøgne. Resultatet af fjerpilning er i sidste ende reduceret velfærd og dårligere produktionsresultat.
Men hvad er egentlig årsagen til problemet? Da man begyndte at forske i problemet, fremkom en række teorier som aggression, mangler i foderet eller fejlrettet søgning efter føde. Men ingen af disse forklaringer har kunnet holde for en nøjere analyse. Den seneste forskning på KVL har imidlertid kastet helt nyt lys over baggrunden.
Sammenhæng med støvbadning
Nøje analyser af fjerpillende høners adfærd har afsløret, at fjerpilning især forekommer, når der er støvbadning i flokken; når en eller flere høner i små grupper af bankivahøns (hønernes stamform) begynder at støvbade, stiger hyppigheden af fjerpilningsadfærden. Det er især under den indledende fase af støvbadningen, at hønerne piller de andres fjer. Mængden af fjerskaderne kan direkte relateres til mængden af hårde hak, som hønerne modtager under støvbadningen i flokken.
Støvbadning tjener til at rense og bringe fjerdragten i orden. Under støvbadningen “gennemskylles” fjerdragten af støv (jord, sand og lignende) og bliver herved renset for gammelt fedt – på lignende måde som hos fugle, der bader i vand. Det giver en bedre fjerstruktur, og fjerdragten får en bedre isolationsevne.
Videre forsøg har vist, at støvbadningens bevægelsesmønstre er medfødte. Kyllinger, der blev opdrættet på netgulv, kræver ikke nogen erfaring med støv for at udvikle de rigtige bevægelsesmønstre. Også motivationsreguleringen er medfødt. Uanset om kyllingerne har støv eller ej, vil trangen til at støvbade være størst midt på dagen. Og den vil stige med tiden fra hønen sidst har støvbadet. Det betyder altså, at trangen uundgåeligt vil komme til udtryk før eller senere.
Forveksler støv med fjer
Kyllingerne skal som små lære, hvad de skal støvbade i. Det er især her, der er sket et gennembrud inden for forskningen i fjerpilning, da man med succes har lært kyllinger at støvbade på et skind med fjer. Inden de startede, og mens de støvbadede på fjerene, skrabede, hakkede og flåede de kraftigt i fjerene, og hermed havde man en god model for, hvordan fjerpilning udvikler sig hos høns.
Der sker, hvad man kan betegne som en “fejlprægning”. Som små præges kyllingerne på deres flokfællers fjer, når de skal lære om støv. Kyllinger holdes i den periode ofte uden et passende støvbadningssubstrat, og de ligger ofte i klumper, så de uværdigt vil være meget opmærksomme på hinandens fjerdragt. Når denne form for fejlprægning én gang er sket, er den meget svær at omgøre. Og resultatet er, at kyllingen formentlig resten af sit liv vil være fjerpiller. Den opnåede viden giver imidlertid gode muligheder for at finde frem til, hvordan man forhindrer fjerpilning i at opstå.